Kæmpe-bjørneklo |
||||||||||||||||||||||||||||
![]() Kæmpe-Bjørneklo er ikke til at tage fejl af med sin imponerende størrelse og lysende hvide skærme. Stænglen kan være 10 cm tyk og 4 m høj. |
||||||||||||||||||||||||||||
26. juni 1998 Vandløb tilgroet med Kæmpe Bjørneklo.
|
||||||||||||||||||||||||||||
Det samme vandløb fotograferet i henholdsvis juni og oktober måned. |
||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||
![]() Hvis man ikke ved det - kan man ikke se, at der under denne Bjørneklo - skov, løber en 2 m bred å. |
||||||||||||||||||||||||||||
Landskabsukrudt i naturområder
- hvad må du ifølge naturbeskyttelsesloven ?
Heder, moser, strandenge, ferske enge og overdrev over 2500 m2 er beskyttet mod ændringer i naturens tilstand, jf. naturbeskyttelseslovens §3. Man må f.eks. ikke opdyrke, grave, dræne, anlægge veje m.v. i et §3-beskyttet areal uden først at søge amtet om tilladelse. Der skal gives dispensation fra naturbeskyttelseslovens bestemmelser i hvert enkelt tilfælde. Vil du i gang med at bekæmpe kæmpe-bjørneklo på en hede eller en eng, er det altid en god idé at ringe til dit amt først. De vil kunne fortælle dig, om arealet er beskyttet, og hvad der er tilladt at gøre på arealet af bekæmpelsestiltag - f.eks. opgravning af planter med rødder etc. F.eks. er der ikke tilladt uden videre at jordfræse et stykke §3-beskyttet strandeng.
|
||||||||||||||||||||||||||||
Kæmpe-bjørneklo (Heracleum mantegazzianum) er ikke til at tage fejl af med sin imponerende størrelse og lysende hvide skærme. Kæmpe-bjørneklo er i Danmark det mest frygtede landskabsukrudt, da den udkonkurrerer al hjemmehørende vegetation på de invaderede steder.
Kæmpe-bjørneklo er som regel to-årig og bliver det andet år 2-4 m høj, nogle gange endnu højere. Stænglen kan være op til 10 cm tyk og er stivhåret med røde pletter. Bladene er store og saftigt grønne, ofte meterlange og fjersnitdelte. Blomsterne er små og hvide og sidder i store skærme, den midterste skærm kan være over en halv meter i diameter. Planten stammer fra Kaukasus, og blev indført i Danmark i 1870 som prydplante i haverne I Danmark findes der mange andre store skærmplanter, som kan forveksles med kæmpe-bjørneklo, f.eks. almindelig bjørneklo, grønblomstret bjørneklo, strand-kvan og angelik. Ingen af disse arter er landskabsukrudt og bør derfor ikke bekæmpes. Det vigtigste kendetegn til at skelne kæmpe-bjørneklo fra de nævnte arter er: Højden (over 2-3 m), den store brede skærm og det mangebladede småsvøb.
I den danske natur har planten ingen naturlige fjender og breder sig derfor med stor hast. Hver enkelt plante sætter op til 50.000 frø, som kan sprede sig langt med vinden og via vandløb. I skyggen under de store Bjørneklo kan intet andet vokse, og dermed forsvinder også fugle, sommerfugle og smådyr fra de områder, hvor planten breder sig. Bjørnekloens saft er giftig ! Bjørnekloens
saft indeholder et stof, der kan give alvorlig eksem, når huden udsættes
for sollys. Derfor skal man passe på i områder med bjørneklo. Hvis man
får saften på huden, kan man forsøge at vaske sig hurtigst muligt og
desuden tildække blottet hud, så det ikke bliver udsat for sol. Bjørneklo er en trussel mod vort
plante- og dyreliv. Og derfor kræver det en nøje planlægningen og
registrering af voksesteder før en effektiv bekæmpelse kan iværksættes.
|
||||||||||||||||||||||||||||
Pas på forvekslinger (Bekæmp ikke de forkerte planter)
|
||||||||||||||||||||||||||||
Pas på bjørnekloens saft!
Kæmpe-bjørneklo er ikke til at spøge med - hos mennesker kan berøring med plantens saft fremkalde voldsom eksemlignende udslet, der ligner og føles som store brandvabler. Virkningen forstærkes af sollys, da indholdsstoffer (furocoumariner) i plantens saft ændres ved lyspåvirkning (fotosensibilisering). Især folk med lys hud er særligt udsatte. Har man fået saften på sig f.eks. i forbindelse med bekæmpelse, er det vigtigt ikke at udsætte huden for sollys. Hudcellerne dør ved berøringen, og vævet under huden kan også dø, så det kan tage lang tid (op til ½ år), før sårene heler. Hele planten lugter ubehageligt og svagt kemisk - nogle sammenligner lugten med blyakkumulatorer. Lugten skyldes indholdsstoffet furocoumarin. Et sted i Norge legede nogle børn "jungle" i en bestand af kæmpe-bjørneklo. De brugte de hule stængler som pusterør. Alle børnene overlevede, men fik grimme vabler i ansigtet og på armene. Huden og øjnene skal beskyttes under arbejdet med bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo, da det kan stænke eller flyde fra snitflader. Handskerne skal være af gummi med lange skafter. Tøjet skal være vandtæt. Hvis man får plantesaften på sig, bør man vaske sig hurtigt, helst med sæbe, Undgå sol på stedet. Huden kan behandles med midler, som bruges til insektbid.
|
![]() Jacob D. Knudsen, 11 år har været på spejderlejr ved Bjergby. I dalen nedenfor var der i hundredvis af den farlige Kæmpe Bjørneklo. Det var det ideelle sted at lege for børnene. Der blev udkæmpet mange fægte- kampe med de saftige og sprøde stængler - og det har nok været sjovt. Ingen af de voksne ledere kendte til faren ved Bjørnekloen. Som det kan ses ovenfor, kom der få dage efter store og smertefulde kæmpevabler på Jacobs højre hånd og væskende sår op af venstre arm. I dag er Jacob heldigvis uden mén. |
|||||||||||||||||||||||||||
Hvor kommer den fra?Kæmpe-bjørneklo stammer fra Kaukasus og blev indført i forrige århundrede til haver i det meste af Europa - planten kom til Danmark i 1870. Den trivedes fint, og til at begynde med spredte den sig kun lidt og få steder, men efter 50-100 år skete der noget: Arten begyndte at sprede sig voldsomt og ukontrollabelt. I dag er den et stort problem i moser, enge og strandenge, i skove, rekreative områder og andre åbne arealer i hele det nordlige, vestlige og centrale Europa. Planten findes desuden ofte på restarealer i byerne. I 1950’erne var kæmpe-bjørneklo stadig ualmindelig i Danmark. Haveejere såede eller indplantede den imponerende plante i haven, og mange tørrede de store skærme til dekorationsbrug. Arten blev dermed spredt til nye voksesteder.
Plantens biologiKæmpe-bjørneklo spredes ved hjælp af frø. En stor plante sætter ca. 50.000 frø og ca. 23% af dem kan spire. Dette betyder, at én plante teoretisk kan blive til ca. 12.000 planter, der tilsammen kan producere 60 millioner frø - på bare 2 år! Heldigvis spredes frøene ikke altid til voksesteder, hvor der er plads til at spire. Men eksemplet viser, at bare én enkelt plante vil kunne dække et stort areal i løbet af 1-2 generationer, hvis man ikke bekæmper den. Frøene kan bevare spireevnen i jorden i mindst 7-8 år. Frøene er flade, lette og hindeagtige og kan blæse langt omkring. Desuden flyder frøene fint i vand, og da bjørneklo gerne vokser langs med vandløb, kan den sprede sig langt omkring i et større vandløbssystem og derfra f.eks. ind på vandløbsbræmmer, i enge og overdrev. Bjørneklo visner helt ned om vinteren og efterlader jorden bar - dette kan give risiko for udvaskning af jord og ødelæggelse af vandløbsbredderne. I mørket under bjørneklo-planterne kan andre planter ikke trives. Fugle, sommerfugle og de fleste andre dyr vil heller ikke leve under bjørneklo, kun nogle få insekter og snegle kan leve her.
Hvordan bekæmper vi den?
Bekæmpelsen angivet i figuren skal gentages 2-3 gange hver sommer, indtil bestanden er udryddet.
Vær opmærksom på, hvilket stadie de bekæmpede planter er på. Har kæmpe-bjørnekloen dannet sin store hvide blomsterskærm, skal denne skæres af stænglen og tages med i affaldssækken. Derved undgår man, at planten når at danne frø. Genspiring kan i nogle tilfælde også ske fra opgravede stængler, hvis de for eksempel ligger hen i fugtigt vejr eller falder ned i nærliggende vandløb.
Kilde: Efter Vestsjællands Amt, 1998. GræsningGræsning er et effektivt middel de steder, hvor det
er muligt. Det er mest effektivt og bedst for dyrene at sætte dem på græs
så tidligt som muligt - så har planterne ikke vokset sig store. Det kræver
altid dagligt opsyn, når der anvendes dyr i græsningspleje. Heste og køer spiser også gerne bjørneklo, men skal sættes til at græsse, inden planterne bliver alt for store. Storstrøms Amt har anvendt græssende får ved Gedser Fyr til bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo. Amtet plejer sidst i maj at sætte 20 Lüneburgerfår på en 2 ha stor mark, hvor kæmpe-bjørneklo dækker 1/20 del af arealet. Først bliver vild kørvel ædt - efter ca. 10 dage ædes kæmpe-bjørneklo. Kun ribber af de største blade lades tilbage. De blomstrende stængler er bidt helt ned til jordoverfladen efter 20 dage, hvorefter fårene æder græsset på marken. Fåreavlskonsulent Richard Andersen, Landboforeningerne i Rønnede vurderer, at alle fåre racer er lige gode til bekæmpelsen af bjørneklo. Især arter som Texel og Utegangsfår er gode til arbejdet. En landmand på Sydfalster har berettet til Storstrøms Amt om hans heste, der et par gange har fået knopper og feber, når de har græsset på bjørneklo-bevoksede arealer. Dette kan dog også skyldes andre arter m.v. Nogle dyrlæger beretter dog om, at græssende husdyr, for eksempel får og kvæg, kan få vabler/eksem ved at græsse, hvor der er bjørneklo. Dette skulle især gå ud over dyr med lys hud. SlåningKæmpe-bjørneklo kan ikke tåle at blive slået, og de findes derfor aldrig i græsplæner og naturområder, som afgræsses. Den jævnlige slåning eller græsning holder vegetationen lav og tæt, og derfor indvandrer bjørneklo ikke. Man kan nemt slå planten med le - det kræver dog en tilbagevendende indsats, da frø i jorden kan sørge for nye planter i op mod en halv snes år. Planterne slås, når de er ca. en halv meter høje, men slåningen skal gentages allerede igen samme år, da planterne sætter "panikskud" og kan producere frø selv fra ret lave blomstrende planter. Blomstrende bjørneklo med en højde på 10 cm kan forekomme. En anden mulighed er at vente med slåningen, til planterne er lige ved at blomstre. Så vil de have brugt så meget energi på at vokse sig store, at de ofte dør, når man fælder dem. En fare ved denne metode er, at frøene kan ligge og eftermodne på den fældede plante, og indimellem kommer der også "panikskud". Slåningen kan også foregå med slåmaskine, buskrydder, le eller slagelklipper. Rodestikning/opgravningOm foråret graves eller stikkes planterne op. Jo mere rod man får med, desto større er chancen, for at bjørneklo-planten dør. Rodestikningen sker allerbedst med en spade med skrå æg. 10 eller 20-25 cm rod er som regel nok, det svarer til et spadestiks dybde. Planten lægges til udtørring eller destrueres. Husk at skære blomsterskærmen af og fjern den fra arealet til destruktion. Se i øvrigt den gode historie fra Nivå!
Kæmpe-bjørneklo er sejlivetI Næstved Kommune har Henrik Høybye fra Parkvæsenet, ingen kommer igennem flere år bekæmpet kæmpe-bjørneklo. Her er hans gode råd: Planterne graves op mindst 10 cm under jorden, men vær omhyggelig, for…:
Andre metoder Mange råd går på putte salt eller vand ned i hulrummet i den afhuggede stængel. Der er dog ikke særligt gode erfaringer med denne metode, og det er også kun relevant at bruge på steder med meget få planter. Salt kan desuden ændre på jordbundskemien - ikke kun på arealet, men eventuelt også på tilstødende arealer og dermed skade den naturlige vegetation. Ukrudtsdampning af kimplanter kan også være en mulighed.
|